Første skridt mod Planet Randers
Af Jan Sisseck
jasi@amtsavisen.dk
Første skridt på vejen mod en realisering af Randers
Regnskovs ambitiøse plan om at skabe en miniudgave af
Moder Jord, Planet Randers, synes nu at være taget.
En ekspertgruppe nedsat af Vækstforum Region
Midtjylland har kigget på i alt 21 forslag til nye
internationale oplevelsesfyrtårne i den midtjyske
region. Ni af disse forslag er af gruppen indstillet til
hver at få en halv eller en hel mio. kr. til videre
udvikling af projektet. Og ekspertgruppen anbefaler, at
Randers Regnskov får en mio. kr.
»Lækkert«, lyder den umiddelbare kommentar fra
Regnskovens direktør Henrik Herold.
»Dejligt at andre også kan se, at det er et
visionært projekt, vi har indsendt. Det fortæller også,
at der er højt til loftet i den nye region,« siger han.
Ekspertgruppen, som består af Peter Sand, direktør
for spillestedet Train i Århus, Rolf Røtnes,
seniorøkonom hos Econ Pöyry og Lars Bernhard Jørgensen,
adm. direktør for Wonderfull Copenhagen, skriver i en
tilføjelse til sin anbefaling af Planet Randers:
»Det bør betinges, at udviklingsfinansieringen
primært anvendes til udvikling, der i højere grad, end
det fremgår af ansøgningen, nøje afdækker
markedspotentialet samt til en nøje afdækning af
mulighederne for tiltrækning af privat medfinansiering«.
Gruppen peger i den forbindelse på, at udbuddet af
zoologiske oplevelser i Jylland i forvejen er stort.
En sådan betingelse slår heller ikke skår i glæden
hos Henrik Herold.
»Det er faktisk præcis, hvad vi i forvejen havde
tænkt os at bruge pengene til. Vi vil gerne have helt
styr på, hvad Planet Randers er for en størrelse, og
hvordan totaløkonomien kan ende med at se ud.«
»Og når det er på plads, har vi også et godt afsæt
til at gå ud og søge private investorer,« siger Henrik
Herold.
Pengene til den videre udvikling af Planet Randers
er dog ikke sikret 100 procent. Først på tirsdag tager
Vækstforums bestyrelse endelig stilling til, om
ekspertgruppens anbefalinger skal følges.
»Jeg har nu ikke fantasi til at forestille mig
andet,« siger et af Vækstforums bestyrelsesmedlemmer,
byrådsmedlem i Randers, Anders Buhl-Christensen (V), og
tilføjer:
»Jeg har i hvert fald tænkt mig at stemme for.«
Skitse.
Sådan ser projektet foreløbigt ud. Nederst i højre
hjørne ses den nuværende regnskov, som ikke syner
meget i forhold til den planlagte 63 kvm store
hovedbygning i Planet Randers.
Tegning: Randers Regnskov
MetroExpress
Randers vil have verdens største zoo
Randers Regnskov vil præsentere en mini-jordklode med alverdens dyr
I fællesbad med krokodillen, op i træet til orangutangen, en vodka ‘on the
rocks’ i isbaren og så til ro i strandhytten.
Sådan kan en almindelig dag i Randers år 2020 se ud, hvis man besøger
Planet Randers, hvad de selv betegner som verdens største zoo. Bag planen
om at bygge en mini-jordklode med alle verdens klimazoner og dyreliv, står
Henrik Herold, direktør for naturcentret Randers Regnskov. Han har sin
egen opfattelse af, hvordan danskerne skal opleve dyrelivet.
»Vi skal møde dyrene der, hvor de er. Kravle op i træerne til
orangutangerne og ned i vandet til krokodillerne. Den tankegang vil vi
drive vores zoo efter. Så er det op til os at finde en teknik, hvor
publikum kan komme så tæt så muligt på dyrene med livet i behold,« siger
Henrik Herold.
Publikum skal også spise og sove tæt på dyrene. Derfor skal den
overdækkede zoologiske have indeholde både restauranter, hoteller,
shopping og et badeland.
»Der skal være kulinariske oplevelser. Er man i det asiatiske område, skal
der være en asiatisk restaurant, og på nordpolen skal der være en isbar.
Der kunne også være et økologisk shoppingcenter, hvor alle produkter var
fremstillet i respekt for naturen,« fortæller Henrik Herold.
Og det vil lokke mange turister til, vurderer lektor på Aalborg
Universitet Thessa Jensen, som arbejder med oplevelsesøkonomi.
»Så er der shopping til kvinder og dyreliv til mand og børn. Det vil også
trække, at man kan komme tæt på dyrene. Så virker mødet med dem mere
ægte,« siger hun.
Hele herligheden, der forventes at koste omkring 1,2 milliarder kroner og
stå færdigt i 2020, er kun på begyndelsesstadiet. Regnskoven har netop
søgt Region Midtjylland om en million kroner til videreudvikling af
projektet.
Planet Randers – verdens største zoo
• En 63.000 kvadratmeter stor ellipseformet bygning, der skal
indrettes som en miniudgave af planeten Jorden. Den inddeles i
forskellige klimazoner, hvor man kan opleve det dyre- og planteliv, som
er karakteristisk for området. Desuden vil ‘mini-jordkloden’ indeholde
restauranter, hoteller, shoppingcenter og badeland.
• En udendørs naturpark på 750 hektar, hvor der sættes truede europæiske
dyrearter ud. Eksempelvis elsdyr, vildsvin og bisonokser.